Kompetencer og erfaringer
Metodik og teori
Den Sociale Skadestue (DSS) arbejder erfaringsbaseret og multiteoretisk. Vi tror på, at ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, som beskrevet i vores grundlæggende menneskesyn og værdier, fordrer det at vi kan anvende mange forskellige faglige teorier og metoder. DSS’ målgruppe er bred og de problemstillinger, borgerne henvender sig med, er meget forskellige.
For at kunne hjælpe den enkelte og imødekomme dennes ønske om hjælp, er det således nødvendigt at have kendskab til den faglighed og metode, der er relevant i forhold til den enkelte borgers problemstilling. Der er forskellige krav til fagligheden i forhold til frivillige og fastansatte, men der er fællesnævnere for alle. Det metodiske og teoretiske bliver hele tiden holdt op mod den erfaring man har gjort sig gennem årene med de mange samtaler og forløb man har gennemført, samt den konkrete problemstilling den enkelte borger henvender sig med.
Kompleksiteten i henvendelserne afgør om det er en frivillig eller ansat der tager sig af opgaven. Der er løbende en dialog mellem de frivillige på vagt og den ansatte vagtansvarlige.
Fagligheden hos de ansatte
Det påhviler de ansatte hos DSS at have en høj faglig viden på de områder, der er relevante i forhold til husets kerneopgave. Dels deres eget område (socialrådgiver området), traume og kriseområdet, motivationsarbejde, selvmordsområdet, psykiatri og ikke mindst skabelse af et læringsmiljø for de frivillige, samt supervision af frivillige. Desuden skal de løbende holde sig opdateret om ny viden inden for fx det socialfaglige, psykologiske, pædagogiske og rådgivningsfaglige område. Det er vigtigt at de har den nyeste viden om særlige brugergrupper og deres problemstillinger.
Da der på DSS som udgangspunkt ikke er nogen begrænsning for, hvilke problemstillinger borgerne kan henvende sig med, vil det naturligvis også være en meget bred vifte af faglige problemstillinger som medarbejdere skal kunne håndtere. De er derfor vant til, at skulle bevæge sig i mellem de forskellige fagområder og ofte arbejde inden for alle fagområderne i hver enkelt møde med borgere. Den ansatte skal kunne lave en grundig socialfaglig analyse, hvor fra man skal kunne lave en samlet vurdering af borgerens behov for hjælp ud fra deres egne ressourcer og mangel på samme. Den ansatte benytter helhedssynet til at danne sig et billede af borgerens samlede livssituation, dette for at tilbyde en koordinerende hjælp, støtte og indsats, som går på tværs af borgerens egen familie og netværk, samt fagområder og sektorer, herunder også civilsamfundets øvrige frivillige tilbud.
En vigtig faglighed der er på Den Sociale Skadestue er risikovurdering, når man modtager borgere med selvmordstanker, hvor de ansatte har en central rolle i at foretage denne og iværksætte tiltag på bagrund af denne.
Den fælles faglighed hos frivillige og ansatte
Det er vel ikke noget mere værdifuldt for et menneske end at føle sig hørt, mødt og set og forstået, særlig i en akut krisesituation eller i en livskrise. Uanset om der er tale om en traumatisk oplevelse eller en eksistentiel livskrise så som ensomhed, sygdom eller tab. Det er den bestræbelse ansatte og frivillige rådgivere gør sig i alle samtaler. At forsøge at møde borgeren hvor de er. Samtalen tager som udgangspunkt afsæt i at rådgiverne er nærværende, venlige og omsorgsfulde, gode til at lytte og spørge sig ind til borgerens tanker, følelser og situation/livsverden. At vise forståelse og anderkende borgerens situation. Vi forsøger således at møde mennesket og ikke ”diagnosen”. Denne fælles faglighed er funderet i Den Sociale Skadestues grundlæggende menneskesyn og værdier, hvor formålet er den åbne og respektfulde tilgang til borgerens præsentation af sig selv og dennes livsverden.
Ligeværdighed i samtalerne
Der tilstræbes i samtalerne, i Den Sociale Skadestue, at møde borgerne på en ligeværdig og medmenneskelig måde. DSS lader borgeren være ekspert i eget liv, og definere egne behov.
Frivillighed kan fremme denne ligeværdige tilgang til det andet menneske, da frivillige ikke får løn for at stille sig selv til rådighed, men udelukkende gør det, fordi de har et ønske om at hjælpe ud fra en interesse i andre mennesker.
Vi deler ud af vores ro, håb og overblik
Mennesker der er i krise, eller ude af sig selv, er i en tilstand af kaos og forhøjet beredskab og har derfor brug for at mødes med en hjælper, der bevarer roen og overblikket i samtalen, på DSS taler vi ofte om at vi ”låner ” vores nervesystem ud til borgeren. Det skal forstås således, at borgere, der fx kan have fuld tryk på deres følelser og tanker, har brug for at vi hjælper dem med at bevare roen. Dette kan være en stor hjælp for de borgere der har svært ved at regulere sig selv.
Vi låner også vores håb ud. En god samtale giver også ofte håb, da det kan give borgeren en oplevelse af at der måske er en vej ud. Men også borgere, der har mistet håbet om at komme sig over en livsituation eller oplevelse, kan vi ”låne” vores håb ud til. Her bevarer vi troen på, at der findes en løsning eller en “fremtid” som har mening i borgerens liv. Dette håb kan så inspirere borgeren til at tro på håbet igen, efter fx et par samtaler.
At tilbyde overblik, eller via samtalen at få overblik sammen med borgeren, giver borgeren mulighed for at få overblik over sin situation, som giver adgang til at reflektere, acceptere, vælge og/eller handle på en livssituation eller hændelse.
Struktur i vores samtaler kan give overblik og klarhed
Ofte strukturerer samtalerne i menneskelige møder sig selv, men DSS indførte for få år siden en samtalemodel, som i forskellige udgaver kan bruges under rigtig mange rådgivninger. Modellen er en mulig støtte, særligt i de samtaler der er præget af kaos og uklarhed. Det kan være en god hjælp, både for borgeren og rådgiveren, at der er en struktur i samtalen, for at fremme overblik og klarhed over egen situation, og at sikre at borgeren får talt om det der er vigtig at få talt om.
At bruge en samtalemodel kan påvirke samtalen i retning af at borgeren oplever at rådgiveren har og skaber overblik over en ellers så kaotisk situation. Det er dog vigtigt for os at modellen aldrig bliver et mål i sig selv, da det kan fjerne fokus fra borgerens behov.